Jonas & Jonas' Store Whisky- & Ølshow
Smagningsfænomenet fra Fanø Strong Beer Festival breder nu vingerne.
Torsdag d. 18. Februar kl 16.00 kan du opleve Jonas og Jonas' store whisky- og ølshow, når de indtager Fanø Bryghus. Bevæbnet med frisktappet Stauningwhisky, rigeligt med fadlagret øl fra Fanø Bryghus og forskellige eksklusive special releases, løfter de to historikere Jonas og Jonas sammen øl- og whiskysmagnings-konceptet til et hidtil uset niveau.
Efter at have underholdt med sjove, atypisk og lærerige smagninger til Fanø's Strong Beer Festival siden 2023, har Jonas og Jonas testkørt et stort whisky- og ølshow, som omsider er klar til at gå i luften hos udvalgte vandhuller i vinteren 2027.
Hvis du kan lide whisky, øl, røverhistorier og finurlige fortællinger fra øllets og spiritussens verden, så må du ikke gå glip af dette vestjyske smagningsfænomen! Vi lover gode grin, forkælede smagsløg, fun facts ad-libitum og garanteret ondt i håret.